Min mor siger

MIN MOR SIGER

Aveny-T

27. januar - 2. marts 2024

Nøj, hvor bliver jeg træt af hendes ustandselige klagesange og evindelige opkald til sin tidligere partner, hvis tålmodighed kun slås af Yoda, som hun bærer på sin t-shirt.

Af: Kathrine Bo Hansen

HVAD ER DET
Aveny-T ansætter årligt en huskunstner, som skiftes ud hver sæson. I sæson 23/24 er der en huskunstnertrio bestående af Nina Rask, Signe Hørmann Sørensen og Sofie Torp. Formålet med huskunstnerne er at holde repertoiret relevant og aktuelt og sætte ild under det unge scenekunstmiljø. Teatrets huskunstnere skaber tre forestillinger til sæsonen: to forestillinger til Væksthuset og en til store scene, og til deres tredje og sidste forestilling i sæsonen har trioen valgt at iscenesætte Stine Pilgaards debutroman, Min mor siger, fra 2012. Jeg har med fryd set deres to første forestillinger, og da jeg læser op på Min mor siger, former der sig et tydeligt tema for sæsonen som helhed: knas i kærligheden. Den kvindelige hovedperson bliver forladt af sin partner efter 3,5 år og prøver at hele sit knuste hjerte med hjælp fra sin egocentriske mor, meget føjelige far, veninde og læge.

VI MENER
Aveny-T har lavet en genistreg med valget af denne sæsons huskunstnere. Jeg var vild med Anna Juuls skarpe dramatikerdebut i deres første forestilling, Grubleren, og dens intime rum, som Rask skabte gennem tæt interaktion med publikum. I trioens anden forestilling, FUCK YOU ACCOUNT, kunne jeg ikke få armene ned over deres satiriske take på det feministiske projekt, der vil løse ulighed gennem kapitalisme. Derfor har jeg meget høje forventninger til den sidste – og store – forestilling, Min mor siger.

Ak, det, som ofte sker med høje forventninger, sker også her. Jeg er ikke skuffet, men jeg er heller ikke tilfreds. Og jeg tror simpelthen, at det handler om teksten, som de har valgt at arbejde med, for der er gode dele at fremhæve – især de tre performere på scenen.

Det er ikke første gang, Torp spiller hovedrollen i et af Pilgaards værker. Måske er det derfor, hun brillerer i rollen som den navlepillende hovedperson, der ikke kan komme sig over ekskæresten. Nøj, hvor bliver jeg træt af hendes ustandselige klagesange og evindelige opkald til sin tidligere partner, hvis tålmodighed kun slås af Yoda, som hun bærer på sin t-shirt. Det er ikke kun skuespillet, hun gør overbevisende godt, men Torp kan også synge! Måske er jeg håbløst bagud, men jeg var både overrasket og imponeret over hendes musikalske færdigheder.

Jeg har ikke før haft fornøjelsen af at opleve Laurits Emanuel i levende live, men manden er en utrolig dygtig musiker. Han formår at forvandle romanens poetiske “søhestemonologer” til røvballemusik, som sagtens kunne komme ud af munden på en dansk, kvindelig popstjerne med storhedstid i 1980'erne. Helt ærligt passer musikken, der lugter lidt af melodi grand prix, perfekt til forestillingens setting i den jyske middelklasse.

Rask er en scene-stealer. Især hendes portrættering af den trælse type, man ofte møder i løbet af en beruset aften, er spot on. Typen, der ikke helt respekterer din intimsfære, men “bare gerne vil lære dig bedre at kende”. Selvfølgelig formår hovedpersonen at tale sig ud af tilnærmelserne, men ikke før Rask laver en række krumspring, som jeg ikke kan lade være med at grine af.

Jeg er dog ikke en af dem, som slår sig på lårene af grin over Pilgaards karakteristik af hjertesorgens selvmedlidenhed og alle de velmenende råd, der følger med. Hvis du er fan af bogen eller Pilgaard generelt, vil du elske Min mor siger på Aveny-T. Desværre trådte jeg ind i teatersalen med en forventning om at få serveret en publikumsbasker med kant, men fik i stedet en lårklaskende musikforestilling med bløde popsange.

Note to self: Skru ned for forventningerne og op for musikken.

FOTO: Simone Bartholin